En simpel sammenligning af danskere og ikke-vestlige indvandrere på førtidspension viser, at 7,0 procent af de 20-64-årige danskere modtager førtidspension, mens det samme gør sig gældende for 10,5 procent af de ikke-vestlige indvandrere.
Men afstanden fra 7,0 til 10,5 procent giver langt fra et dækkende billede af forskellen mellem danskere og indvandrere. Reelt har ikke-vestlige indvandrere næsten tre gange så stor sandsynlighed for at ende på førtidspension inden pensionsalderen som en person med dansk oprindelse.
Andel på førtidspension, 2008

Note: Ikke-vestlige omfatter både indvandrere og efterkommere.
Kilde: Jobindsats.dk
Metode: 1) Vælg Førtidspension i venstremenuen på forsiden, 2) vælg Databank, 3) vælg målingsgruppen ”Antal personer, gnsn. varighed og fuldtidspersoner”, 4) vælg målingen ”Antal fuldtidspersoner”, hvorefter der vælges Hele landet, periode, herkomst og aldersgrupper. Lav derefter et nyt træk: 5) Vælg Befolkning og arbejdsmarked i venstremenuen på forsiden, 6) vælg Databank, 7) vælg målingen ”Befolkning og arbejdsmarked - 10 uddannelsesgrupper”, 8) vælg målingen ”Befolkning”, hvorefter der vælges Hele landet, periode, herkomst og aldersgrupper.
Når en sammenligning af danskere og indvandrere i hele aldersgruppen 20-64 år kun viser en forskel på få procentpoint, skyldes det en kombination af to forhold.
For det første, at sandsynligheden for førtidspensionering stiger kraftigt med alderen. For det andet, at indvandrere i gennemsnit er yngre end danskere. Der er mange unge og få ældre. Den kombination betyder, at der lige nu – hvor gruppen af indvandrere gennemsnitligt er relativt unge i forhold til danskere – ikke er så stor forskel på andelen af førtidspensionister i de to befolkningsgrupper.
Til gengæld betyder det også, at der vil ske en kraftig vækst i antallet af ikke-vestlige indvandrere på førtidspension i takt med at indvandrerbefolkningen ældes, hvis indvandrere fremover bliver førtidspensioneret i samme grad som i dag i takt med at de bliver ældre.
Dobbelt så ofte i Odense som i København
Jobindsats.dk viser – som på mange andre felter – store geografiske forskelle. Det gælder således også indvandrere på førtidspension.
For eksempel er det i Odense omkring to ud af tre ikke-vestlige indvandrere, der kommer på førtidspension inden folkepensionsalderen. I København er det færre end én ud af tre 60-64-årige indvandrere, der modtager førtidspension.

